Race – det afgørende spørgsmål #6: Raceblanding

RACELÆRE: «Race – det afgørende spørgsmål» af Jürgen Rieger, kapitel 6: Raceblanding.

Da vi har fastslået, at racerne udviser karakteristiske fysiske og mentale forskelle, må vi også behandle problemet med raceblanding. Sir Julian Huxley henviser til den «teoretisk ret sikre» erklæring om, at «variationen, der altid forekommer som et resultat af stort anlagte krydsningsforsøg, kan være farlig i flere sammenhænge. Selvom en vis grad af forskellige arveanlæg er værdifulde, f.eks. med henblik på den kraft, der findes i blandede racer, (1) må man med relativt høj sikkerhed forvente, at teoretisk ekstreme variationer vil passe dårligt og kan være farlige.»(2)

Bliver disse teoretiske betragtninger bekræftet ved praktiske undersøgelser?

Når man betragter mennesker af blandet race, må man først og fremmest skelne mellem den første (F1) og de følgende (F2, F3…) generationer. «Når nogen hævder, at raceblanding er skadelig eller gavnlig, siger han normalt ikke, om det er gældende for de første eller senere generationer. Nu vil enhver, der driver husdyropdræt, straks forstå, hvor meget der afhænger af netop dette. Ved hønseavl bruger vi den første krydsning mellem rene racer i en betydelig målestok. Den er velbygget og kraftig og ofte bedre end de oprindelige racer. Vi fortsætter ikke (med blandede racer), fordi vi ved, at vi i den næste generation får en markant større variation og normalt et vist tab af den vitalitet, der findes i den første krydsgeneration. Jeg kan forestille mig, at i en verden under et eugenisk diktatur … ville en stor del af befolkningen bestå af første krydsning mellem to rene racer, som blev omhyggeligt adskilt, og hvor den første krydsgeneration ikke fik lov til at forplante sig videre.»(3)

Da man hidtil af etiske årsager ikke har foretaget planlagte krydsninger mellem menneskeracer, må vi først henvise til dyreforsøg. «For forskeren, der beskæftiger sig med mennesker, er hunden af stor værdi. … Hunden er et dyr, der deltager i menneskets sociale forandring. Ligesom mennesket stammer den også fra forfædre – af forskellige racer eller arter – som er fordelt over næsten hele verden. Ligesom sin herre lever og forplantes den sig nu mest under kunstige forhold. … Hunderacerne udviser meget større fysiske forskelle end de menneskelige racer, men i adfærd, instinkter, temperament og modstandskraft overfor sygdomme er forskellene nogenlunde ens, og når det kommer til ernæringsmæssige behov, intelligens og indlæringsmuligheder, adskiller hunderacer sig langt mindre end de menneskelige racer, men alligevel står de dem tættere end racerne af en hvilken som helst anden dyreart.»(4)

Krydsning mellem forskellige racer udført af C. R. Stockard (5) leverede, som man kunne forvente, sunde og ensartede F1-generationer. Som et resultat af Mendelsk opspaltning viste F2-generationerne en stor variationsbredde. Der opstod ingen nye «blandingsracer» eller «enhedsracer», som ofte argumenteres af mennesker, der ikke forstår noget om biologi.(6) Da mange kendetegn nedarves enkeltvis, kunne overkæben stamme fra faderens race, underkæben fra moderens. Over- og underkæberne kunne ved forskellige F2-generationer endda forkortes i forskellige grad, sådan at der opstod kæber, der ikke passede sammen, ikke lukkede sig, som tandlægen ville sige. Fruktbarheden faldt kraftigt, der var mange dødfødte og uregelmæssigheder i udvikling og adfærd, såsom hareskår og manglende dressurevne. F2-generationen af ​​bulldog-basset var ofte helt ufruktbar. … Som forventet forekom der misdannelser i kæben, hvilket gjorde det umuligt at tygge ordentligt, også i F2-generationen efter krydsning mellem ulvehunden og saluki, der har omtrent like lange snuder.

Det er interessant at studere dette, fordi det minder om de disharmonier, der opstår i senere generationer, når menneskelige racer blandes sammen, og ingen er talmæssig så overlegen, at en almindelig tilbagekrydsning af F1-generationen er mulig, sådan at balance kan genoprettes. For mennesker opstår de værste følger af forhold som dem på Tristan da Cunha og Pitchairn, hvor en ægte F2-generation er dannet.»(7)

Men raceblanding påvirker også instinkterne. «Hver hunderace har sit specielle instinkt. Når det kommer til arbejdshunde, afhænger denne særegenhed af et omhyggeligt afstemt muskel- og nervesystem, som er nøje afstemt til et specifikt formål.»(8) Også her opstår ofte en brugbar blanding i den første generation… «Men i anden generation eller i senere afkom efter hundekrydsninger kombineres generne igen, så fysiske og mentale evner ikke længere fungerer ordentligt sammen, det vi ved fra almindelig erfaring og fra Stockards eksperimenter, og derfor har bastardhunde ikke noget godt omdømme. Deres instinkter viser sig ikke altid at arbejde sammen på en ordnet måde, det måtte i nogle tilfælde være i surrealistisk forstand.»(9)

Hos mennesker vise der sig lignende effekter af raceblanding. Der er fastslået forhøjet spædbarnsdødelighed. «Mange dødsfald blandt hvide børn i Europa er resultatet af en forhistorisk krydsning mellem basker og mennesker fra den indogermaniske sproggruppe.»(10)

Forholdet mellem kønnene forrykkes. En undersøgelse af børn født i New York viste: hvis begge forældre kom fra det samme europæiske land, blev der født 104,5 drenge pr. 100 piger Hvis de kom fra forskellige europæiske lande: 112,8 drenge pr. 100 piger.  Hvis begge blev født i USA: 118,3 drenge pr. 100 piger. (11)

Fysiske misdannelser udebliver ikke. Citaterne fra professor Darlington viser, at sådanne disharmonier som hos hunde også forekommer hos mennesker. En grundig undersøgelse på Jamaica viste, at kropsproportionerne af raceblandede ofte ikke stemte overens, armene var for lange, benene for korte. (12) Raceblanding kan også føre til forhøjet ufrugtbarhed hos mænd. (13)

Anlæggene for visse sygdomme bliver forstærket. Sigdcelleanemi forekommer f.eks. langt oftere i amerikanske negre, der også har hvide forfædre, end i afrikanske negre af ren afstamning.(14) Ømtåleligheden for et bestemt antigen er – med fatalt resultat – langt større, når en neger har en procentdel hvidt blod eller en hvid har en procentdel negerblod. (15) «Den svage befolkning i det moderne Egypten, stærkt plaget af sygdom, giver dramatiske bevis for de farlige følger af en bastardisering, der har foregået i 5.000 år.»(16)

Lavere begavelse er en yderligere negativ konsekvens af raceblanding. «Skal raceblandede sammenlignes med præstationerne af den ene eller den anden forældres race? Under alle omstændigheder kommer de til kort, som alle undersøgelser hidtil viser. For dannelsen af en race er en tilpasningsproces… Mennesket af en bestemt race er tilpasset det miljø, der har formet hans race… Fra enhver races (og det tilsvarende miljøs) standpunkt er det derfor berettiget at sige, at den raceblandede er «dårligere», dvs. mindre i stand til at hævde sig end den ikke-raceblandede, især da der ved raceblanding kan opstå en uharmonisk sammenblanding af helt forskellige tilpassede enkeltanlæg, og som regel vil det også gå sådan.»(17)

På den anden side er geniale efterkommere mere sandsynlige ved krydsninger indenfor ens egen race. Ernst Kretschmer har understreget den tætte forbindelse mellem forplantning mellem mennesker med omtrent samme begavelse og geniens fremkomst.(18) Manglende hensyn til racekendskab er grunden til at så få geniale mennesker får geniale børn.

Mennesker udviser lige store mentale og fysiske forskelle.(19) Det er derfor forventeligt, at raceblanding, som fremkalder instinktusikkerhed, (20) også fører til sjælelig disharmoni. Ganske vist er der endnu ikke foretaget undersøgelser, der understøtter et sådan teoretisk ræsonnement.

Ud over de uheldige virkninger for enkeltindivider følger sådanne konsekvenser også for de grupper, de tilhører. Raceblanding resulterer regelmæssigt i et tab af karakteroverensstemmelse.

Hvis en lille gruppe ønsker at bevare sin karakter, må forplantningen ske inden for gruppen. Dermed styrkes karakteroverensstemmelsen, bevidstheden om denne og ofte kravet om at bevare den.»(21)

At jøderne har overlevet i 2000 år i diaspora, kan kun begrundes med, at denne regel er blevet overholdt. Man kan lade sig belære af Disraeli, at hele betydningen af jødedommen ligger i blodets renhed, dette alene giver kraft og bestandighed, og da jøderne har overlevet antikkens folk, vil de også, takket være kendskabet til denne naturlov også overleve nutidens stammer, som konstant blander sig (22) «Jøderne og Brahmanerne vogtede sig for de største farer, for blanding med andre. Jødedom og hinduisme blev til genetiske religioner, deres beståen afhang af en korrekt teori: En race danner og bevarer sine egenskaber ved forplantning inden for racen.»(23)

Forsøg på at fremstille en races indavl som en fare (degeneration osv.) er ikke i overensstemmelse med videnskaben. «Frisk blodtilførsel» og lignende legender er det rene vrøvl. «Indavl» fører til, at de givne arveanlæg bevares. Hvis de er positive, tabes intet af den værdifuldt substans, de er negative, resulterer en sådan koncentration i, at individet går til grunde eller kan isoleres. Tilsvarende er det med recessive arveanlæg, ved indavl forekommer de i fænotypen. Der kan altså vise sig hidtil skjulte arveanlæg og også muliggøre bekæmpelse af hidtil uopdagede sygdomme og deres isolation, sådan at sunde genotyper ikke belastes af blanding.

Det er usikkert, hvem der har skabt legenden om den negative «indavl» – i videnskaben finder den i det mindste ingen støtte, så længe det drejer sig om disse grupper.(24)

Med tabet af en ensartet karakter følger også tabet af en ensartet livsstil. Da mennesker af blandingsrace har små kulturskabende evner, er kulturel tilbagegang uundgåelig. En dybdegående undersøgelse af halvblods efterkommere af hollændere og Hottentot-kvinder viste, at fantasi, kunstnerisk anlæg og udfoldelse var «dårligt udviklet», «sprog, fortællingsevne, sang, livsstil og vaner er fantasiløse uden indhold …»(25) En halvblod er ikke livlig, «hans følelsesliv er afstumpet, følelserne tiltager og aftager langsomt og trægt.»(26) Han mangler fremsyn, og professor Fischer skriver, at det vel hænger sammen med, at «fremsynethed» ,omfatter mere, også bevidst vilje, beherskelse eller at kunne afstå i øjeblikket af hensyn til fremtiden – det ligger ikke til bastarden … Med denne mangel på fremsyn, på den anden side også med den overfor omtalte energimangel, hænger det fænomen sammen med, at bastarden giver totalt efter for en lidenskab, der dominerer ham. En sådan … er alkoholen.»(27) Manglende fremsyn, mangel på energi og træghed forenes «ofte til ægte indolens.» (28)

I betragtning af disse egenskaber ved halvblodsindivider er det ikke overraskende, at raceblanding følges af statens politiske tilbagegang. Et slående eksempel er det gamle Rom. Staten blev først støttet af de romerske romere, men efter at have rejst sig til en magt, der regerede hele Middelhavet, begyndte tilbagegangen med indvandringen af købmænd fra Forasia og indførslen af slaver fra alle retninger. «I Caracallas tid (212 e.Kr.) blev den romerske borgerret udvidet til at omfatte alle frie indbyggere i imperiet med det resultat, at Italien under Konstantin den Store var faldet en fattig provins i et vaklende imperium. Romerne var på dette tidspunkt blevet en krybende og fej masse, der havde intet andet end navnet til fælles med romerne i republikkens tid. »(29)

Den politiske ubetydelighed er endelig. Italien oplevede senere ingen politisk blomstring. Selvom Mussolini funderede sin stat på et militært begunstiget fundament, opdragede ungdom i en krigerisk ånd og gjorde folket nationalt, led drømmen om det nye imperium skibbrud under skyderierne fra de græske jægere i 2. verdenskrig. 31.000 engelske soldater jagede en kvart million italienere over to måneder 1200 km gennem den nordafrikanske ørken og tog 130.000 fanger. Når et folk er totalt blandet, vil hverken uddannelse, våben eller flammende taler bringe det op fra ubetydeligheden.

I «smeltediglen» Amerika kommer en lignende udvikling, medmindre kursen ændres kraftigt ved streng lovgivning. «Der er tegn på, at forfaldet allerede er begyndt. I de sidste 40 år har Amerika produceret få politikere, der kan sammenlignes med de store navne i det forrige århundrede i klarsyn og succes. På den anden side har vi været nødt til at udholde en alarmerende epidemi af forrædere i høje positioner, sammenlignet med disse var Benedict Arnold en sympatisk figur. Udenlandske regeringer og grupper af dårligt assimilerede amerikanere var i stand til at få indflydelse på det amerikanske statsskib og styre, idet de fik det til at synke det ned i en bunke af interessekonflikter og ubeslutsomhed.»(30)

I lyset af dette kan vi ikke være ligeglade med raceblandingen og propagandaen for den – hverken mellem de europæiske racer og negroider  eller orientalske racer eller mellem de europæiske racer imellem. «Hvor vigtigt … det må være at begrænse raceblandingen, følger af de Mendeliske love, at en krydsning kan ødelægge hundreder af generationer af påpasselig indavl.»(31) Der må protesteres mod den let vundne optimisme hos de som siger, at ved en krydsning mellem et menneske af nordisk race og en negroid, kommer der efter Mendels love om opspaltning (1: 2: 1) i anden generation igen en af ren nordisk race. Her er indvendingen, at en række kendetegn ikke er forbundet, men arvet separat. Hvis hårfarven er blond, kan huden stadig være mørk. «Følgerne af en enkelt krydsning kan først ophæves ved gruppe-indavl og udvalg som strækker sig over flere generationer.»(32)

Der er dog heller ingen grund til fatalisme. Så længe der ikke er sket en komplet blanding endnu, er det muligt at vende udviklingen. Raceblanding må derfor bekæmpes. «For lige gyldigt om en race udryddes eller blandes fuldstændigt med en andet, forsvinder den for altid. Den kan da ikke genskabes igen.»(33)

1. Riktignok bare i første generasjon! Forf. anm.

2. Sir Julian Huxley i «The Anatomy of a Controversy», II, s. 60.

3. J.S.B. Haldane i: «The Anatomy of a Controversy», II, s. 57.

4. C.D. Darlington: «Die Gesetze des Lebens», s. 288.

5. C.R. Stockard: «The Genetic and Endokrine Basis of Differences in Form and Behaviour», i «Amer.Anat.Memoirs», 19, Philadelphia 1941.

6. F.eks. krever Jean Thirart i «Das Vierte Reich: Europa» (Brussel 1966, s. 38) at det må oppstå en «europeisk rase».

7. C.D. Darlington: «Die Gesetze des Lebens».

8. C.D. Darlington: «Die Gesetze des Lebens».

9. C.D. Darlington: «Die Gesetze des Lebens».

10. R. Ruggles Gates i «The Anatomy of a Controversy», II, s. 54.

11. H.J. Muller, C.C. Little og L.H. Snyder: «Genetics, Medicine and Man», New York 1947.

12. C.B. Davenport og M. Steggerda: «Race Crossing in Jamaica», Carneige Institute of Washington 1929, s. 471.

13. C.D. Darlington: «Die Gesetze des Lebens», s. 280.

14. R. Ruggles Gates: «Disadvantages of race mixture», Nature 170/896.

15. Scudder o.a. i The Mankind Quarterly, Vol.I, Nr. 2 Okt. 1960.

16. Henry E. Garrett: «Klineberg’s Chapter on Race and Psychology», s. 7.

17. Walter Scheidt: «Rassenkunde», Reclam, Leipzig 1930, s. 62 f.

18. Ernst Kretschmer: «The Psychology of Genius», London 1931.

19. Donald A. Swan: «Genetics and Psychology», s. 11.

20. Sml. C.D. Darlingtons bemerkninger om hunderaser.

21. C.D. Darlington: «The Control of Evolution in Man», s. 9.

22. Disraeli i «Trancred» og «Coningsby».

23. C.D. Darlington: «Die Gesetze des Lebens», s. 321.

24. Innavl innen en familie eller slekt er et annet kapitel, det kan medføre ufruktbarhet.

25. Eugen Fischer: «Die Rehobother Bastards und das Bastardisierungsproblem beim Menschen», s. 295.

26. Eugen Fischer: «Die Rehobother Bastards und das Bastardisierungsproblem beim Menschen», s. 292.

27. Eugen Fischer: «Die Rehobother Bastards und das Bastardisierungsproblem beim Menschen», s. 295.

28. Eugen Fischer: «Die Rehobother Bastards und das Bastardisierungsproblem beim Menschen», s. 295.

29. John M. Radzinski: «The American Melting Pot: its Meaning to us», s. 12.

30. John M. Radzinski: «The American Melting Pot: its Meaning to us», s. 24.

31. C.D. Darlington: «The Control of Evolution on Man», s. 9.

32. C.D. Darlington: «Die Gesetze des Lebens», s. 265.

33. C.D. Darlington: «Die Gesetze des Lebens», s. 265.

Tidligere publiceret:
Forord og bibliografi
Race – det afgørende spørgsmål #1: Hvad er racer?
Race – det afgørende spørgsmål #2: Hvilke racer findes der?
Race – det afgørende spørgsmål #3: Racernes oprindelse
Race – det afgørende spørgsmål #4: Racernes ulighed
Race – det afgørende spørgsmål #5: Hvad er årsagen til raceforskelle?
Race – det afgørende spørgsmål #6: Raceblanding
Race – det afgørende spørgsmål #7: Hvorfor findes der raceblanding?
Race – det afgørende spørgsmål #8: Racekonglomerat
Race – det afgørende spørgsmål #9 Raceværdi