Europa begår selvmord

EUROPA: Europa er ved at begå selvmord. Eller: Dets ledere har i hvert fald besluttet at begå selvmord. Om de europæiske folk vælger at acceptere det, er naturligvis en anden sag, skriver direktør ved den britiske tænketank The Henry Jackson Society.

Det følgende er et uddrag af bogen “The Strange Death of Europe. Immigration, Identity, Islam”, som er skrevet af Douglas Murray, som er forfatter og direktør ved den britiske tænketank The Henry Jackson Society.

Europa er ved at begå selvmord. Eller: Dets ledere har i hvert fald besluttet at begå selvmord. Om de europæiske folk vælger at acceptere det, er naturligvis en anden sag. Når jeg siger, at Europa er i færd med at tage livet af sig selv, sigter jeg ikke til, at reguleringsbyrden fra Europa-Kommissionen er blevet altdominerende, eller at den europæiske menneskerettighedskonvention ikke har gjort nok for at opfylde kravene fra en bestemt gruppe i samfundet.

Jeg sigter til, at den civilisation, vi kender som Europa, er i færd med at begå selvmord, og at hverken Storbritannien eller noget andet vesteuropæisk land kan undgå denne skæbne, fordi vi alle ser ud til at lide af de samme symptomer og sygdomme.

Som resultat heraf vil Europa, når de fleste nulevende mennesker når livets ende, ikke længere være Europa, og de europæiske befolkninger vil have mistet det eneste sted i verden, vi kunne kalde for hjem.

Europa har i dag meget lidt lyst til at reproducere sig selv, kæmpe for sig selv eller blot tage sit eget parti i en debat. Magthaverne synes overbevist om, at det ikke ville betyde ret meget, hvis Europas befolkninger og kulturer blev tabt for verden.

Der findes ikke én enkeltstående årsag til den nuværende sygdom. Den kultur, der blev skabt af borgerne i den jødisk-kristne kultur, af de gamle grækere og af antikkens romere, er ligesom oplysningstidens opdagelser ikke blevet udvisket af ingenting. Men vi er nået til vores sidste akt på grund af to sideløbende udviklinger — to sæt forbundne begivenheder — over hvilke det nu er stort set umuligt at komme sig.

Den første er den store massebevægelse af folkeslag ind i Europa. Denne proces indledtes i alle vesteuropæiske lande efter Anden Verdenskrig og skyldtes dengang mangel på arbejdskraft. Snart blev Europa bidt af indvandring, ude af stand til at stoppe strømmen, selv hvis man havde ønsket at gøre det.

Resultatet var, at det, der engang havde været Europa — hjemsted for de europæiske befolkninger — efterhånden blev et hjem for hele verden. De steder, der havde været europæiske, blev efterhånden til noget andet.

Og hele tiden blev europæerne ved med at opfinde nye måder at overbevise sig selv om, at denne tilstrømning kunne fungere. Man lod for eksempel som om, at en sådan indvandring var normal. Eller at selvom integrationen udeblev for den første generation, så kunne den fortsat komme for dennes børn, børnebørn eller en anden, fremtidig generation. Eller bare at det slet ikke var så vigtigt, hvorvidt folk integrerede sig eller ej.

Og hele tiden affejede vi den altovervejende sandsynlighed for, at det simpelthen bare ikke ville fungere. Dette er en konklusion, der blot er blevet fremskyndet af de senere års migrationskrise.

Hvilket leder mig til den anden udvikling. For end ikke massetilstrømningen af millioner af mennesker til Europa ville have været enden på kontinentet, hvis ikke det var for det faktum, at Europa samtidigt (sammentræf eller ej) havde mistet troen på sine overbevisninger, traditioner og legitimitet.

Mere end noget andet kontinent eller nogen anden kultur i verden i dag er Europa tynget af skyldfølelse over sin fortid. Samtidigt med denne ekstroverte og åbenbare mangel på tillid til sig selv findes der en indadvendt udgave af selvsamme skyldfølelse. For et andet problem i Europa er en eksistentiel træthed — en følelse af, at Europas historie måske er skrevet færdig, og at en ny historie skal have lov til at begynde.

Læs også: Nationalsocialismen – vor ledestjerne

Masseindvandring — udskiftning af store dele af de europæiske befolkninger med andre mennesker — er en måde, hvorpå man har forestillet sig denne nye fortælling: Forandring, syntes vi at tænke, kunne vel være lige så godt som et hvil. En sådan eksistentiel, civilisatorisk træthed er ikke udelukkende et moderne europæisk fænomen — men det faktum, at et samfund føler sig udtjent, på præcis samme tidspunkt, som et andet samfund er begyndt at flytte ind, kan ikke andet end at føre til store, skelsættende forandringer.

Havde det været muligt at diskutere disse spørgsmål, havde det måske også været muligt at finde et svar. Når man i dag ser tilbage, er det dog påfaldende, hvor meget vi begrænsede vores debat, selv da vi åbnede vores hjem for verden.

For tusind år siden var befolkningerne i Genova og Firenze ikke så sammenblandede, som de er i dag, men i dag er de begge udtalt italienske, og stammeforskellene har haft en klar tendens til at mindskes i stedet for at vokse med tiden.

Den nuværende tankegang synes at være, at på et eller andet tidspunkt i de kommende år vil befolkningerne fra Eritrea og Afghanistan også blive blandet sammen i Europa, præcis som genovanerne og florentinerne er smeltet sammen i Italien. Hudfarven på mennesker fra Eritrea og Afghanistan er anderledes, deres etniske oprindelse er fjernere, men Europa vil stadig være Europa, og dets folkeslag vil fortsat flyde sammen i den ånd og arv, vi har fra Voltaire, St. Paul, Dante, Goethe og Bach.

Som med så mange andre populære vrangforestillinger, er der noget om det. Europas karakter har altid forandret sig og — som handelsbyer som Venedig demonstrerer — omfattet en storslået og usædvanlig modtagelighed over for udenlandske idéer og indflydelse. Siden de gamle grækere og romere har Europas folk sendt skibe ud for at undersøge hele verden og rapportere om, hvad de fandt. Sjældent, hvis nogensinde, har omverdenen været lige så interesseret i Europa, men ikke desto mindre rejste europæernes skibe ud og vendte tilbage med historier og opdagelser, der blandede sig med luften i Europa. Modtageligheden var enorm, men den var altså ikke grænseløs.

Spørgsmålet om, hvor grænserne for kulturen lå, har været genstand for endeløse diskussioner blandt antropologer og har intet endeligt svar. Men der var grænser. Europa har for eksempel aldrig været et kontinent for islam. Men bevidstheden om, at vores kultur er under konstant, subtil forandring er dybt forankret i Europa. Vi ved, at grækerne i dag ikke er det samme folk som de gamle grækere. Vi ved, at englænderne ikke er de samme i dag, som de var for et årtusinde siden, det samme gælder franskmændene. Og alligevel er de åbenlyst græske, engelske og franske, og alle er de europæiske.

I disse og andre identiteter anerkender vi en grad af kulturel arv: en tradition, der stadig har visse kvaliteter (positive såvel som negative), skikke og adfærd. Vi anerkender, at normannernes, frankernes og gallernes store vandringer medførte store forandringer. Og vi ved fra historien, at nogle folkevandringer påvirker en kultur relativt lidt i det lange løb, mens andre kan ændre den uigenkaldeligt.

Problemet er ikke accept af forandringen, men visheden om, at når forandringen kommer for hurtigt eller er for stor, bliver vi til noget andet og måske noget, vi aldrig har ønsket at være.

Læs også:
Nationalsocialisme – et spørgsmål om ansvarlighed

På samme tid dukkede en lige så væsentlig problemstilling op, hvad angår nationalstatens position og formål. Fra Den Westfalske Fred i 1648 til slutningen af det 20. århundrede er nationalstaten i Europa generelt blevet betragtet som ikke blot den bedste garant for forfatningsmæssig orden og liberale rettigheder, men også som den ultimative garant for fred.

Men også denne overbevisning er blevet udhulet. Europæiske personligheder som kansler Helmut Kohl i Tyskland insisterede i 1996 på, at ”nationalstaten (…) ikke kan løse det 21. århundredes store udfordringer”. Kohl insisterede på, at nedbrydningen af nationalstaterne i Europa til én stor integreret politisk union var så vigtig, at det faktisk var ”et spørgsmål om krig og fred i det 21. århundrede”.

Andre var uenige, og 20 år senere viste lidt over halvdelen af det britiske folk ved folkeafstemningen om EU, at de ikke var blevet overbevist af Kohls argumenter. Endnu en gang, og uanset ens personlige holdning til sagen, var dette dog et enormt spørgsmål at lade være uforløst i en tid med enorm forandring i befolkningssammensætningerne.

På et tidspunkt begyndte det at virke muligt, at det, der var blevet kaldt ”den sidste utopi” — det første universelle system, der adskilte menneskets rettigheder fra guders eller tyranners bud — måske omfattede en sidste, mislykket europæisk bestræbelse. Hvis det faktisk viser sig at være tilfældet, så efterlader det europæere i det 21. århundrede uden en samlende idé, der kan skabe orden i nutiden eller nærme sig fremtiden. Europa har i dag meget lidt lyst til at reproducere sig selv, kæmpe for sig selv eller blot tage sit eget parti i en debat.

Læs også: Nationalsocialisme – for et forenet folk

På ethvert tidspunkt i historien ville tabet af alle forenende fortællinger om vores fortid eller idéer om, hvad vi skal stille op med vores nutid eller fremtid, være et alvorligt problem. Men i en tid med monumental, samfundsmæssig forandring og omvæltning, viser resultaterne sig at være fatale. Verden kommer ind i Europa på præcis det tidspunkt, hvor Europa har mistet forståelsen af, hvad vi faktisk er. Og mens optagelsen af millioner af mennesker fra andre kulturer i en stærk og selvsikker kultur måske kunne have fungeret, kan optagelsen af millioner af mennesker i en skyldtynget, udtjent og døende kultur det ikke.

Selv nu taler Europas ledere om en fornyet indsats for at integrere millioner af nyankomne. Denne indsats vil også fejle. Hvis Europa skal blive et hjem for verden, må det først finde en definition af sig selv, der er bred nok til at omfatte hele verden. Som konsekvens er vores værdier, i perioden før denne bestræbelse blev til virkelighed, blevet gjort så brede, at de også er blevet meningsløse og overfladiske.

I bogen ”Verden af i går”, udgivet i 1942, skrev den østrigske forfatter Stefan Zweig, at i årene op til Anden Verdenskrig ”følte jeg, at Europa, i sin tilstand af sindsforvirring, havde afsagt sin egen dødsdom.” Det var kun hans timing, der var forkert. Der skulle komme til at gå yderligere nogle årtier, før dødsdommen blev eksekveret — af os selv og for os selv.

Kilde:
Douglas Murray: The Strange Death of Europe. Immigration, Identity, Islam