Du er det ultimative våben

I Marken skal ingen Mand fra sine Våben en Fod gå frem, thi uvist er at vide, om på Vej derude man vil savne sit Spyd.
Kun gennem våbenet kan friheden vindes og opretholdes.
Kun den som er bevæbnet kan kalde sig fri.
Kun den som kan håndtere sit våben kan kalde sig en mand.
Det er din pligt, barn, at lære dig at håndtere dit våben i strid,
og det er din pligt som far at lære dit barn dette. Forfædrene kræver det.

Citatet ovenfor er taget fra en navngivningsceremoni for nyfødte indenfor Modstandsbevægelsen. Dette citat illustrerer med al tydelighed, at hver mand ikke bare har en ret, men også en forpligtigelse til at forsvare sine nære og kære. På samme måde, som man har en pligt til at forsvare sine nære og kære, så har man, som en del af folket, ikke bare retten, men også pligten overfor sine forfædre og efterkommere til at forsvare sit land og sit folks frihed. Modstandsbevægelsen forsvarer det nordiske folk. Vi udgør den sidste forsvarslinje. Men vi ved, at sejren kun kan nås gennem magt. Kun gennem at angribe kan vi genvinde initiativet og drive fjenden tilbage. Modstandsbevægelsen angriber!

I medierne hører man tit, at vi bevæbner os. At vi er ved at bygge hemmelige våbenlagre op i forberedelserne til den forestående ”racekrig” osv. Dette er ikke sandt. Ingen af os tror dog, at konflikten mellem den nordiske race og Zion kan slutte fredelig. Ingen af os tror, at vi kan nå sejren gennem forhandlinger. Nationalsocialismen og dens største fjende, zionismen, er diametralt modsatte kræfter, som aldrig kommer til at nå nogen form for konsensus. En konflikt af globale proportioner er på vej, enten man vil det eller ej. Foran os står årevis med kamp og modgang, før vi en dag vil se den nye solopgang over det frie Nordens grønne enge, efter en lang march gennem helvede.

Når man tænker på det som er ved at ske med vores nordiske race, så findes der ikke noget moralsk forsvar for at være passiv. Tværtimod. Den som griber til våben og agerer, har den evige retfærdighed på sin side, også selv om nogle småborgerlige svæklinge skulle påstå det modsatte. Vi lever i et samfund, som er gennemråddent, korrupt og som dræber sin egen fremtid, for at kunne leve i overflod. Vi befinder os i et samfund, hvor moral er erstattet med en løgnagtig ”moral”. Et samfund som styres af hedonister og nihilister. Den som griber til våben mod dette dødens tyranni, kan kun betragtes som en helt. Modet til at trække sværdet ud af stenen, i en tid hvor alle står lamslået, bør berømmes. Men det må være det endelige resultat af vore handlinger, som fælder den afgørende dom over, hvorvidt vi har handlet rigtigt eller forkert. Det store spørgsmål vedrørende væbnet kamp er således ikke, om det kan forsvares moralsk eller ej, men hvorvidt det det kan rydde vejen og muliggøre sejren. For over den moralske dimension findes der en anden problematik. Vi må helt enkelt handle for at vinde. Intet andet er acceptabelt.

Modstandsbevægelsen er ikke pacifistisk. Vi er klar over, at vi kun kan sejre gennem fysisk kamp, og at ideer og skønne idealer ikke gør det alene. Vore ideer vil vinde med aggressive og fanatiske forkæmpere. Kun den evige fjendens ideer, bør virke som gift.

I fremtiden må vore våben være afgørende på slagmarken, men lige nu er våben langt fra en løsning på vore problemer. Hitler skrev:

Hvordan kan vi kalde den ånd til live, der sætter et folk i stand til at bære våben? Når denne ånd behersker et folk, finder viljen tusinde veje, som hver ender med et våben! Man kan derimod give en kujon ti pistoler, og han vil ikke formå at affyre et eneste skud når han bliver angrebet. De er mere værdiløse for ham end en simpel knortekæp for en modig mand. (Bog 1, Kap. 12)

Den fanatiske vilje til national modstand er meget vigtigere end de fysiske våben. En million våben i hænderne på et demoraliseret folk gør det ikke stærkere. Et fåtal tusinde våbenløse aktivister, med en fanatisk kampvilje, udgør derimod en formidabel kraft.

Lad os derfor slå fast: Så længe vi kan agere legalt findes der ingen grund til at Modstandsbevægelsen skulle bevæbne sig med skydevåben eller sprængstoffer. Fjenden frygter ikke en lejemorder eller terrorist. Fjenden frygter nationalsocialistisk fanatisme. Og det har de grund til. Du, som fanatisk aktivist, og dine kammerater, er det ultimative våben. Det våben, som kommer til at give os sejren.

Det er din opgave at forme dig selv til at blive det perfekte våben i kampen for den nordiske races frihed og overlevelse.

Til slut, som Julius Evola engang udtrykte det:

Vær radikal, vær principfast, vær absolut, vær det som borgerligheden kalder ekstremist: Vær parat til at ofre dig selv uden betænkelighed og uden beregning, accepter ikke det de kalder ”livets realiteter” og vær parat til at handle på en måde som sikre at du aldrig bliver accepteret af den slags ”liv”, overgiv aldrig kampens princip.