Evig front #11: Ærefrygt

EVIG FRONT: Hvad indebærer det at føle ærefrygt? Og hvad føler vi ærefrygt overfor?

Hvis man deler ordet ærefrygt  – ære og frygt – har man endnu ikke udtømt dets fulde betydning og mening. Ærefrygt er følelsen af ​​at værdsætte og at hædre en ufattelig stor virkelighed. Specielt hos den nordiske ånds store mestre, som eksempelvis Goethe, har ærefrygten været en væsentlig del af deres indre holdning. Ærefrygt hører jo almindeligt til det nordiske menneskes karaktertræk.

Det nordiske menneske viser ærefrygt over alt levende. I naturen møder vi livet i dets utrolige mangfoldighed. Vi forundres os af dette liv når vi beskuer blomsternes og markens farverige pragt, stenenes urokkelighed, skovenes og bjergens levende storhed og havets stadige bevægelse. På samme måde står vi i forundring over ​​dyrens liv, som bevæger sig på jorden, i luften og i vandet. I døden og fødslen, som konstant gentages, i det evige skifte fra forår til efterår, ser vi med forundrende ærefrygt en guddommelig kraft, som opfylder og leder alt dette store og herlige liv, denne utrolige virkelighed. Denne ærefrygt forbyder os hensynsløst at ødelægge dette liv, at trampe blomsterne ned eller hjerteløst plage dyr.

Det nordiske menneske har i årtusinder følt ærefrygt overfor stjernerne på himlen. For ham er solen blevet et helligt symbol på livet, som altid fornys. Ved sommer- og vintersolhverv har han ved festlige ceremonier med ærefrygt begrundet lysets evige kraft. Med beundring har han fulgt stjernernes gang hen over himlen og forsøgt at forstå universets store harmoni. For at gøre dette forfulgte han ikke det virkelighedsfjerne, mystiske drømmerier og fortabte sig heller ikke i astrologi. Nej, i stjernernes varme, lyskraft og bevægelse så han en utrolig virkelighed, som viste ham skabernes spor og veje. Overfor stjernernes storhed står det nordiske menneske stille, grebet af ærefrygt, i dag, som i svundne tider.

Det nordiske menneske føler ærefrygt overfor selve menneskelivet. Det nye livets skapelse og fødsel er for ham en lige så speciel begivenhed som livets ende i døden. Han afskyr letsindighed og overfladiskhed, ligesom angst og frygt. Ungdommens uskyld, alderdommens erfaring, stor glæde og dyb sorg, alt dette ser han som udtryk i dette liv. Udtryk, som for ham også åbenbarer verdens storhed og rigdom. Med ærefrygt accepterer han således livets virkelighed. Det nordiske menneske føler ærefrygt overfor det der vidner om menneskers liv og virke tilbage i historien. Kulturmonumenter, kunstværker, bøger, festpladser og gamle gravsteder fra svundne tider vidner for ham om en historisk virkelighed. Han føler ærefrygt for denne virkelighed, selvom den stammer fra fremmede og endda fjendtlige verdener.

For det nordiske menneske findes den største virkelighed i dette liv i det guddommelige. I denne verdens ​​uendelige mangfoldighed oplever han en guddommelighed – den er stor nærværende, som en god ven og samtidig en uendelig magt. Guddommeligheden kræver hans største ærefrygt. Dog anses det for respektløst at forsøge at dissekere den almægtige ved hjælp af ord. Det er også forkasteligt, som en sekt forsøge at holde ham fanget i et tempel eller forsøge at påvirke hans afgørelser ved hjælp af ceremonier. Det nordiske menneske ved, at ethvert folk og enhver tidsalder har sin egen unikke opfattelse af, hvem Gud er, en opfattelse, som stammer fra deres blod og kultur. Derfor føler han den dybeste ærefrygt overfor alle ægte religiøse udtryk, idet han ved, at alle ærlige religiøse udtryk i sidste ende retter sig mod den ene og samme guddommelige magt.

Ærefrygt er den rod, som må beherske menneskets kontakt med livets store virkelighed. Den, som stadig er fuld af ærefrygt, vil finde et indre nærvær og samtidig en nødvendig afstand til alle ting og alt levende. Den, som med ærefrygt betragter livet og dets udtryk, er ofte den, som også først begriber livets rigdom og store virkelighed.

Derfor er det primært unge mennesker, som må lære sig ærefrygt, da de stadig er åbne og modtagelige for alt levende. Den, som føler ærefrygt slipper samtidig besværet ved at lære moralkoder, eller studere komplekse moralhåndbøger. Ærefrygten viser ham den klare, rigtige og ærlige holdning til virkeligheden.

Ærefrygt har intet at gøre med at gyse af rædsel overfor det mystiske eller noget af gøre med kultisk halvmørke. I stedet kommer ærefrygten fra en lys, sund og levende virkelighed, og er et af de grundlæggende kendetegn ved den virkelighedsforankrede og lyse nordiske livsfilosofi.

Læs også:
Evig front: Forord
Evig front #1: Om meningen med livet
Evig front #2: Nordisk gudstro
Evig front #3: Fællesskab
Evig front #4: Lov og lydighed
Evig front #5: Ansvar
Evig front #6: Ære
Evig front #7: Skyld og bodgørelse
Evig front #8: Soldaterånd
Evig front #9: Skønhed
Evig front #10: Heltemod
Evig front #11: Ærefrygt
Evig front #12: Om glæde
Evig front #13: Lidelse
Evig front #14: Festivaller og fejringer
Evig front #15: Ensomhed
Evig front #16: Kropspleje
Evig front #17: Om nydelse
Evig front #18: At lede mennesker
Evig front #19: Fanatisme og saglighed
Evig front #20: Evig front