Adolf Hitler vælger døden

HISTORIE: Den 30. april 1945 begik Adolf Hitler og Eva Hitler selvmord under slaget om Berlin.

Siden 16. januar 1945 fungerede Førerbunkeren som Adolf Hitlers sidste hovedkvarter. Det var placeret i regeringskvarteret i det centrale Berlin, Rigskancelliets have.

Slaget om Berlin blev indledt den 23. april, da sovjetiske panserstyrker fra forskellige sider forsøgte at kæmpe sig ind i de centrale dele af hovedstaden.

Sovjetiske styrker på omkring 1,5 millioner mænd, støttet af tusindvis af kampvogne, feltartilleri og fly avancerede ind i byens centrale dele i de kommende dage. Byen blev forsvaret af resterne af hæren, af SS-mænd, faldskærmsjægere, marinesoldater fra Hamburg, ældre volksturmsoldater og tusinder af Hitlerjugend.

De sovjetiske styrker blev beordret til at erobre Berlin inden den symbolske dag, 1. maj. Dette bidrog til, at kampen blev utrolig intensiv, da chok- og panserarmér pressede på ind mod centrum af byen, uanset hvilke tab de led. De tyske forsvarere kæmpede fanatisk, især omkring regeringskvarteret og den tyske rigsdag.

SS-pansergrenaderdivision «Nordland», hvor frivillige fra de nordiske lande indgik, forsvarede til at begynde med byens sydøstlige dele, men trak sig de følgende dage tilbage ind mod centrum under hårde kampe. I de sidste dage skulle de forsvare regeringskvarteret med Rigskancelliet og Førerbunkeren.

Den stærkt decimerede Nordland-division var før kampen ved Berlin blevet forstærket af en kampgruppe bestående af franske SS-mænd, som skulle blive nogle af de sidste til at forsvare området omkring Rigskancelliet.

Dagen før

Den 29. april, samme dag som de franske SS soldater Henri Fenet og Eugene Vaulot (Vaulot havde ødelagt seks kampvogne dagen før) blev dekoreret med ridderkorset, og mens sovjetiske styrker forsøgte at storme det nærliggende rigsdagshus, giftede Adolf Hitler og Eva Braun sig.

Brylluppet var enkelt og borgerligt. Walter Wagner, en advokat og et medlem af partiet, viede parret. Han kom til Førerbunkeren direkte fra hans stilling i byens kampe, klædt i en volksturm-uniform. Walter Wagner gik derefter tilbage til kampzonen, hvorpå han kort tid efter faldt i kamp.

Efter vielsen spiste de få gæster en simpel morgenmad og drak lidt champagne. Hitler blev kun en halv time og dikterede derefter sit personlige og politiske testamente. Hans sekretær Traudl Junge nedskrev Hitlers ord på en stenografiblok. I sit personlige testamente forklarede Hitler årsagen til, at han havde giftet sig med Eva Braun:

Jeg har nu besluttet, inden jeg afslutter mit jordiske liv, at gifte mig med kvinden, som efter mange års trofast venskab ankom, ved sin egen frie vilje, til den praktisk talt belejrede by for at dele sin skæbne med mig. Efter eget ønske, som min kone, går hun med mig i døden. Dette vil kompensere os for det, vi begge mistede gennem mit arbejde i folkets tjeneste.

Hitler forklarede videre:

Jeg og min kone vælger døden for at undgå vanæren ved at blive tvunget til at træde tilbage eller kapitulere. Det er vores ønske at blive kremeret med det samme, på det sted hvor jeg har udført det meste af mit arbejde i de tolv år, jeg har tjent mit folk.

Allerede den 22. april havde Hitler fortalt sine nærmeste mænd, at han havde tænk sig at blive i Berlin til den bitre ende, i stedet for at drage til Alperne i syd og udkæmpe den sidste kamp der. Man forsøgte at overtale ham til at ændre mening, men han nægtede. I Joseph Goebbels fandt Hitler støtte i sin beslutning om at blive i Berlin og kæmpe til det sidste. For Hitler og Goebbels var det vigtigt at statuere et eksempel. Kommende generationer skulle ikke lære, at lederne var flygtet fra Berlin, men at de valgte at blive og dø i rigets hovedstad hvis og når byen faldt.

I sit politiske testamente forklarede han:

Efter seks års krig, som på trods af alle mulige modgange, vil én dag vil gå ind i historien som den mest ærefulde og heroiske manifestation af kamp for sin nations livsformål. Jeg kan jeg ikke forlade den by, som er det tyske riges hovedstad. Da vore styrker er for svækkede til at modstå fjendens angreb, og da vor modstand svækkes af personer, der er så vildledte som de savner karakter, ønsker jeg at dele min skæbne med de millioner andre, som også har besluttet at blive i byen. Endvidere vil jeg ikke ende i fjendens hænder, som vil kræve et nyt spektakel, orkestreret af jøderne, for at underholde de hysteriske masser.

Jeg har derfor besluttet at blive i Berlin og frivilligt vælge døden, da jeg mener, at positionen som Fører og rigskansler ikke længere kan opretholdes. Jeg dør med glæde i hjertet, bevidst om de grænseløse gerninger og præstationer som vore soldater ved fronten, vore kvinder ved hjemmefronten, vore bønder og arbejdere, samt det arbejde, unikt i historien, som vor ungdom, som bærer mit navn, har gjort.

Hitler nægter også at han ønskede krig i 1939:

[…] det var ønsket og fremkaldt af internationale statsmænd, som enten var af jødisk ophav eller som arbejdede for jødiske interesser.

Han nævnte også de fredsforslag han havde fremlagt før krigen, for at læse konflikten, og hævdede:

Dette tilbud kan heller ikke overses. Det blev afvist, fordi den herskende elite i England ønskede krig, dels for økonomisk gevinst og dels fordi de var påvirket af propaganda fra den internationale jødedom.

Hitler beskyldte disse kræfter for krigen og de lidelser, den havde forårsaget, og fra begyndelsen havde han gjort det klart, at disse også skulle betale deres pris:

Desuden havde jeg ingen tvivl om, at denne gang, ville ikke kun millioner af børn fra Europas ariske folk sulte ihjel, ikke kun millioner af voksne mænd dø, og ikke kun hundreder af tusinder af kvinder og børn blive brændt og bombet i byerne, men at også de virkelige forbrydere kom til at betale for deres skyld – omend med mere humane metoder.

Denne del af testamentet er noget, som visse hævder, udgør en tilståelse for den påståede udryddelse af det jødiske folk. Man bør dog overveje, at han ikke noget andet sted nævner noget sådant, men blot siger, at «de virkelige forbrydere» har fået deres straf «med mere humane metoder». På ingen måde kan dette fortolkes som en tilståelse for den såkaldte udryddelse, da der ikke er nævnt eller foreslået noget sådant.

Hitler takkede alle for deres indsats i krigen og opfordrede dem til at fortsætte kampen:

At jeg er dybt taknemmelig for jer alle, er lige så selvsagt som mit ønske om, at I ikke opgiver kampen, men uanset hvad, fortsætter med at kæmpe mod fædrelandets fjender, trofaste mod idealet fra den store Clausewitz. Gennem vore soldaters offer, og min pagt med dem, til døden, er et frø blevet sået i tysk historie, som en dag vil lede til en strålende genfødsel af den nationalsocialistiske bevægelse, og gennem den – virkeliggørelsen af et sandt folkefællesskab.

Han nævner, at de aller modigste mænd og kvinder havde valgt at slutte sig til ham til det sidste. Han skrev, at han havde bedt om og til sidst beordret dem til ikke at blive og dø i Berlin, men i stedet kæmpe videre på andre fronter:

Jeg beder cheferne af hæren, flåden og luftvåbenet – med alle midler at styrke vore soldaters modstandsånd ud fra et nationalsocialistisk synspunkt, og med speciel reference til det faktum, at jeg, som grundlægger og skaber af denne bevægelse, har valgt døden frem for en fej abdikation eller kapitulation.

I anden del af testamentet gik han i detaljer om hvordan riget skulle styres efter hans død. I testamentet afsatte han Goering og Himmler, eftersom de hemmeligt havde forhandlet med de allierede mod hans vilje og derved skadet nationen. Han udpegede Storadmiral Dönitz som sin efterfølger som præsident og øverstkommanderende, Karl Hanke som chef for SS og politiet og Paul Giesler som indenrigsminister. Derefter fulgte en liste over den nye regering.

I den nye regering indgik Joseph Goebbels og Martin Bormann, som befandt sig i bunkeren med Hitler. I testamentet bad han dem og andre om ikke at blive hos ham til enden, men i stedet forlade hovedstaden for at fortsætte kampen:

Gennem deres arbejde og loyale venskab vil de være mig nære selv efter min død, da jeg håber, at min ånd vil være hos dem og altid følge dem. Lad dem være hårde, men aldrig uretfærdige, og lad dem aldrig lade frygten kontrollere deres handlinger og lade nationens ære gå over alt andet, der eksisterer på jorden. Lad dem til sidst huske, at vores opgave, styrkelsen af den nationalsocialistiske stat, repræsenterer arbejde i de kommende århundreder, sådan at hvert individ må underordne sig egne interesser for fællesskabets.

Han afslutter testamentet med en opfordring til nationens fremtidige ledere og folket:

Frem for alt forpligter jeg nationens ledere og folket til strengt at opretholde racelovene og gøre ubarmhjertig modstand mod verdensforgifteren af alle nationer, den internationale jødedom.

Hitler bad Traudl Junge lave tre kopier af testamentet. Disse tre kopier skulle sendes med tre forskellige budbringere, for at øge chancerne for at testamentet blev bevaret for eftertiden.

30. april

Den 30. april befandt sovjetiske styrker sig kun 500 meter fra Rigskancelliet. Ingen vidste, hvor længe forsvaret stadig kunne holde ud. Andre forsøgte at overtale Hitler til at forlade bunkeren, for at gøre et forsøg på at flygte. Arthur Axmann tilbød Hitler, at han og to hundrede væbnede medlemmer af Hitlerjugend kunne forsøge at eskortere ham ud af byen. Hitler svarede bestemt, at han ville blive. Selv Goebbels sagde til Hitler, at han skulle lade Hitlerjugend eskortere ham ud af byen, men til ingen nytte.

Efter at have truffet en bestemt beslutning om selvmord, beordrede Hitler de andre i bunkeren til at gøre et flugtforsøg, når han var død. Til sin officer, SS-mand Heinz Linge, sagde han:

Linge, jeg skal nu skyde mig selv. Du ved hvad du må gøre. Jeg har givet ordre om et udbrydningsforsøg.

Linge spurgte ham om hvad de skulle kæmpe for når han var død. Ifølge Linge svarede Hitler da kort:

Fremtidens menneske.

Adolf og Eva Hitler begyndte at sige farvel til folkene i bunkeren. Om eftermiddagen, lige efter klokken tre, gik de ind i deres værelse og lukkede døren. De satte sig på en sofa og Eva Hitler tyggede sammen om en giftampul med cyanid, og Hitler satte sin pistol, en Walther PPK-kaliber på 7,65 mm, mod tindingen og trykkede af. Det er også muligt, at han samtidig tyggede i en giftampul for at være sikker på at dø, men det er aldrig blevet afklaret.

Ifølge Hitlers anvisninger blev deres kroppe båret ud og lagt i en fordybning i jorden lige uden for Rigskancelliet og brændt, mens granater fra det sovjetiske artilleri slog ned i nærheden.

Martin Bormann, Joseph Goebbels, Ludwig Stumpfegger, Otto Günsche, Erich Kempka og Heinz Linge stod ved siden af ligbålet og hævede armene i en sidste hitlerhilsen.