Historien om Adolf Hitler – del 6

HISTORIE: Den 20. april 1889 blev nationalsocialismens grundlægger, Adolf Hitler, født i Braunau. Hitler var kunstner, politiker, forfatter, feltherre og folkeleder.

«Holocaust»

I 1942 indledtes «holocaust». Begrebet «holocaust» bygger på forestillingen om, at det nationalsocialistiske Tyskland, på Adolf Hitlers ordre, tog livet af omkring seks millioner jøder, hovedsagelig ved hjælp af såkaldte gaskamre. Efter krigens afslutning i 1945 er forestillingen om hvad der skete, spiret frem i varierende dramatiske beskrivelser, hvilke er blevet spredt af sejrsmagterne.

I dag kan enhver, der stiller spørgsmålstegn ved den officielle version af det såkaldte holocaust, blive idømt fængselsstraffe i mange europæiske lande. Eksempelvis dømte en østrigsk domstol den britiske historiker David Irving til tre års fængsel for at have «fornægtet de europæiske jødiske ofre for holocaust», en spansk domstol dømte boghandleren Pedro Varela til to år og ni måneder i fængsel for at sælge bøger som «retfærdiggjorde folkemord», en tysk domstol dømte advokat Horst Mahler til seks års fængsel for at distribuere bogen Lectures on the Holocaust, og så videre.

Horst Mahler

Spørgsmålet om, hvorvidt «holocaust» fandt sted eller ej, er følsomt, da der ikke findes nogle faktiske beviser for, at millioner af jøder og andre systematisk blev henrettet i lejrene. Derimod findes bevis for, at lejrfangerne døde af sygdomme som tyfus, og at der er tale om nogle hundredetusinde døde fanger.

Allerede  i 1938 arbejdede Hitler og andre ledende personer i Det Tredje Rige med  Madagaskar-planen. I denne plan ville man give Madagaskar, som på tidspunktet var ejet af Frankrig, til jøderne i Europa, ved at forflytte en million jøder om året. Denne plan blev stoppet af Storbritannien, da landet overtog Madagaskar i 1942. Samme år blev den omdiskuterede Wannsee-konference i Tyskland afholdt, hvor «den endelige løsning» på jødespørgsmålet blev drøftet. Dokumenterne fra denne konference eksisterer stadig og viser, at denne endelige løsning betød en emigration af jøderne østpå, og at de etablerede lejre ville tjene som en alternativ evakueringsplan. En måned efter konferencen sendte Franz Rademacher ved Udenrigsministeriet følgende instruks til Udenrigsministeriet:

Krigen mod Sovjetunionen har imidlertid skabt adgang til andre områder til den endelige løsning. Derfor har Føreren besluttet, at jøderne ikke skal flyttes til Madagaskar, men skal drage østpå. Madagaskar behøver derfor ikke længere at komme på tale i forbindelse med den endelige løsning.

Rudolf Vrba.

Det stærkeste bevis på, at «holocaust» skal have fundet sted, er den første skrift, der nævner gaskamre i KZ-lejrene; Vrba-Wetzler-rapporten. Da en af personerne bag rapporten, bedrageren Rudolf Vrba, blev krydsforhørt i forbindelse med en retssag i 1985, erkendte han, at han aldrig havde set et eneste gaskammer i Auschwitz, men at han kun havde genfortalt hvad han havde hørt fra andre og «sammensat sin historie».

De «indrømmelser» der er kommet fra fængselsvagter i KZ-lejre, er kommet gennem tortur, som i tilfældet med Rudolf Höss. Desuden undersøgte den tyske stat regelmæssigt eventuelle misforhold i lejrene, hvilket førte til, at SS obersten Karl Otto Koch blev henrettet. Koch var blevet fundet skyldig i to mord og blev mistænkt for at dræbe fanger under falske flugtforsøg. Sådanne misforhold var nok til at højtstående SS officerer som Koch kunne henrettes – men samtidig skulle man altså systematisk have dræbt seks millioner jøder i lejrene?

Enden

Den sidste sovjetiske offensiv mod det tyske rige startede i foråret 1945. Sovjetterne avancerede hurtigt og stod snart i udkanten af Berlin. De få tilbageværende tyske tropper kæmpede tappert, men mod den enorme overmagt kunne man ingenting gøre. Med sovjetiske tropper, bogstaveligt talt udenfor døren, giftede Adolf Hitler sig den 29. april med sit livs kærlighed, Eva Braun. I sit personlige testamente forklarede Hitler årsagen til, at han havde giftet sig med Eva Braun:

Jeg har nu besluttet, inden jeg afslutter mit jordiske liv, at gifte mig med kvinden, der efter mange års trofast venskab ankom, ved sin egen frie vilje, til den praktisk talt belejrede by, for at dele sin skæbne med mig. Efter eget ønske går hun, som min kone, med mig i døden. Dette vil kompensere os begge for det, vi begge har tabt gennem mit arbejde i folkets tjeneste.

Som leder af et stort folk nægtede Hitler at kapitulere og valgte i stedet at afslutte sit eget liv. Den 30. april 1945 tog ægteparret deres liv.

Jeg og min kone vælger døden for at undgå vanæren ved at blive tvunget til at træde tilbage eller at kapitulere. Det er vores ønske at blive kremeret med det samme, på det sted hvor jeg har udført den største del af mit arbejde i de tolv år, jeg har tjent mit folk.

Allerede den 22. april havde Hitler fortalt sine nærmeste mænd, at han havde tænkt sig at blive i Berlin til den bitre ende, i stedet for at drage til Alperne i syd og udkæmpe den sidste kamp der. Man forsøgte at overtale ham til at ændre mening, men han nægtede. I Joseph Goebbels fandt Hitler støtte i sin beslutning om at blive i Berlin og kæmpe til det sidste. For Hitler og Goebbels var det vigtigt at statuere et eksempel. Kommende generationer skulle ikke lære, at lederne var flygtet fra Berlin, men at de valgte at blive og dø i rigets hovedstad hvis og når byen faldt.

I sit politiske testamente forklarede han:

Efter seks års krig, som på trods af alle mulige modgange, vil én dag vil gå ind i historien som den mest ærefulde og heroiske manifestation af kamp for sin nations livsformål. Jeg kan jeg ikke forlade den by, som er det tyske riges hovedstad. Da vore styrker er for svækkede til at modstå fjendens angreb, og da vor modstand svækkes af personer, der er så vildledte som de savner karakter, ønsker jeg at dele min skæbne med de millioner andre, som også har besluttet at blive i byen. Endvidere vil jeg ikke ende i fjendens hænder, som vil kræve et nyt spektakel, orkestreret af jøderne, for at underholde de hysteriske masser.

Jeg har derfor besluttet at blive i Berlin og frivilligt vælge døden, da jeg mener, at positionen som Fører og rigskansler ikke længere kan opretholdes. Jeg dør med glæde i hjertet, bevidst om de grænseløse gerninger og præstationer som vore soldater ved fronten, vore kvinder ved hjemmefronten, vore bønder og arbejdere, samt det arbejde, unikt i historien, som vor ungdom, som bærer mit navn, har gjort.

Hitler takkede alle for deres indsats i krigen og opfordrede dem til at fortsætte kampen:

At jeg er dybt taknemmelig for jer alle, er lige så selvsagt som mit ønske om, at I ikke opgiver kampen, men uanset hvad, fortsætter med at kæmpe mod fædrelandets fjender, trofaste mod idealet fra den store Clausewitz. Gennem vore soldaters offer, og min pagt med dem, til døden, er et frø blevet sået i tysk historie, som en dag vil lede til en strålende genfødsel af den nationalsocialistiske bevægelse, og gennem den – virkeliggørelsen af et sandt folkefællesskab.

Læs også:
Historien om Adolf Hitler – del 1
Historien om Adolf Hitler – del 2
Historien om Adolf Hitler – del 3
Historien om Adolf Hitler – del 4
Historien om Adolf Hitler – del 5