Kaos eller orden?

SAMFUND: Redechefen for rede 1 perspektiverer her over de seneste dages uroligheder efter islamkritiske demonstrationer, hvilket blandt andet har fået Politiforbundet til at tale om forbud af ytringsfriheden.

Efter de sidste dages uroligheder i blandet andet København, Albertslund og Århus, på grund af racefremmed frustration over en islamkritisk demonstration, foreslår formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, at ytringsfriheden forbydes.

Hermed stiller Claus Oxfeldt og Politiforbundet sig i spidsen for en potentiel indblanding fra den udøvende magts side i den lovgivendes magt arbejde.

En hel eller delvis afvikling af folkets ytringsfrihed er kommet på tale efter politiet fejlede opgaven at opretholde nogenlunde ro og orden på Nørrebro, efter stifteren af partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, havde forsøgt at gennemføre en lovlig og anmeldt demonstration i søndags.

Claus Oxfeldt fra Politiforbundet fremsætter ønske om et helt eller delvist forbud af ytringsfriheden.

De meget provokerende optrædener fra Paludans side har tilsyneladende vækket vrede i den store racefremmede del af befolkningen og fået dem på gaden, hvor det har vist sig, at politiet ikke kan styre dem. Politiet er blevet angrebet med kasteskyts, biler er blevet brændt, på samme måde som flere brændende vejafspærringer dukkede op på Nørrebro i søndags. Urolighederne blandt den racefremmede del af befolkningen, såvel som påsatte brænde og vandalisme, blussede de følgende dage op flere steder i landet.

Formanden for Politiforbundet vurderer at lignende demonstrationer, som den Rasmus Paludan gennemførte, på sigt kan komme til at koste menneskeliv. Rasmus Paludans demonstrationer har vist sig at være generelt grove, provokerende og med regelmæssige hårdhændede behandlinger af koranen. Flere politikere udtalte i søndags direkte på TV2 News eller via Twitter, at det naturligvis ikke er de provokerende demonstrationer, som er skyld i de nærmest krigslignende tilstande i Danmarks gader, men derimod de voldsomme moddemonstranters opførsel.

Claus Oxfeldt og Politiforbundet benytter altså denne begivenhed, hvor det har vist sig, at politiets ressourcer og styrke ikke slår til, og politiet ikke formår at beskytte befolkningen fra racefremmed aggression, til at agere som politiske lobbyister og blande sig i den lovgivende magts arbejde, og i stedet for at kræve politisk vilje til et øjeblikkeligt stop for masseindvandring, vælger at ofre folkets ytringsfrihed i håbet om yderligere en periode med god ro og orden.

Spørgsmålet er, om det danske folk skal give køb på sine rettigheder og acceptere en indskrænkelse af sin frihed fordi landet gennem årtier er blevet invaderet af mennesker fra en kultur, hvor man tyr til vold og ødelæggelse på grund af krænkende ytringer. Skal danskere bid for bid give afkald på førhen selvsagte rettigheder fordi politiet ikke kan styre de racefremmedes reaktion på fredelige demonstrationer? Skal landets love ændres for at behage den fremmede kultur, som et fåtal af os har budt indenfor eller endog stemt for at tage imod? Skal politisk korrekthed overtage folkets ret til til at tale og tænke frit, og skal Politiforbundet overtage rollen som landets lovgivende magt?

Samfundet bliver stadigt mere polariseret, hører man jævnligt fra politiske kommentatorer, og skylden bliver skudt på politikerne på Borgen og deres hverdagspolitik. Beskyldningerne hagler ned over blandt andet Rasmus Paludan, at han skulle opildne til splid og sætte vort sammenhold over styr. Men faktum er, at folket for længst er splittet og sammenholdet blot er en fortælling om et fællesskab vi gerne så eksisterede. Der er meget få tilfælde i dagens Danmark af ægte sammenhold. Folkesplittelsen er total og splid og strid ligger og lurer lige under overfladen, hvor den blot venter på en gnist, før den eksploderer i gadekamp og borgerkrig. Det er en splittelse som er kommet snigende ved hjælp af dunkle kræfters kontinuerlige fragmentering af folket i klasser og grupper. Arbejdere mod arbejdsgiveren, rige mod fattige, unge mod gamle – og i nyere tid, de sidste nye fragmenteringer af folket i kraft af nye tendenser gjort til modefænomener af kulturmarxismens prædikanter; kvinder mod mænd og seksuelt afvigende mod heteroseksuelle. For ikke at tale om det politiske system, det liberale demokrati, som med de mange partier med de forskellige nuancer på samme måde formår at fragmentere folket og sætte dansker mod dansker. Folket er splittet og uroen ulmer.

Der skulle i søndags ikke mere end små 3 minutters provokation til, før denne uro blussede op, satte København i flammer og politiet nærmest ud af spillet. Det er ikke kun på Nørrebro, hvor der ikke er længere end en spytklat mellem de racefremmede navne på postkasserne. Sådan er billedet i hele landet. Men koncentrationen og kombinationen af racefremmede og de som ikke blot har taget folkesplittelsen til sig, men også bekender sig til den røde folkesplittende ideologi, er på Nørrebro enorm og yderst sprængfarlig. De demoraliserede venstreekstremister som svælger i dekadence, misbrug, perverteret seksualitet, feminisme og hvad de dunkle samfundsundergravende kræfter ellers har bildt dem ind skulle være “friheder”, ænser ikke den accelererende befolkningsudskiftning. Med deres “kultur” og vane for Nørrebro-uroligheder har de, i de racefremmede, fundet sig en forbundsfælle i deres bevidste eller ubevidste forræderi mod folket og det trygge samfund. Man kan kun spekulere i, hvordan disse venstreekstremister, med deres dekadence, misbrug, perversitet og feministiske tendenser, vil blive behandlet, skulle de racefremmede en dag komme i overtal.

Video fra urolighederne på Nørrebro filmet af en lokal venstreekstremist.

Folket er splittet, uroen ulmer, og man kunne fristes til at mene, at borgerkrigen var lige om hjørnet. Er det så denne nære fremtid folket ønsker? Hvis man forestiller sig scenariet, at tilstanden af folket ikke var så dårligt som tilfældet er, men at der var forståelse for, og praksis af, de dyder og værdier som historisk har karakteriseret det nordiske folk. Ville et folk ledt af moral og ære og instinktivt sammenhold med sine egne, risikere en borgerkrig? Ville et stolt og stærkt folk tillade nationens ledere, at lade fremmede horder invadere landet og efterfølgende ændre lovene, for ikke at risikere at krænke de invaderende? Ville et folk, loyalt over for sit eget blod, vende sig mod sin broder og svinge sværdet i blind lydighed af de dunkle kræfters del og hersk politik? Et sundt folk ville ikke. Men folketilstanden har aldrig været værre, end den er i dag.

Det er let at lade som om alting er i den skønneste orden. Der findes hundredvis af TV-kanaler og streamingtjenester, som kortvarigt kan aflede opmærksomheden fra det forestående samfundskollaps. Det “frie” og “liberale” samfund tilbyder også en bred vifte af medikamenter og stimulanser, som både kan spises, drikkes og ryges, for at give brugeren oplevelsen af veltilfredshed på turen mod afgrunden. Man kan gemme sig i familiens skød og tvinge sig selv til ikke at tænke på, hvad der hænder kone og børn eller børnebørn i et fremtidsscenarie, hvor de fleste gemte sig i familiens skød, mens der var allermest brug for dem. Man kan skrue op for musikken i sin bil eller nyde fællesskabet henne i fodboldklubben, mens man benægter overfor sig selv, at skibet er ved at synke, selvom man sidder i vand til brystet. Der er mange ting man kan gøre for ikke at rejse sig og tage ansvar for de altoverskyggende og allestedsnærværende problemer som man, til trods for benægtelse og ignorance, er centralt placeret i.

Det er på tide at vælge side. Rollen som den passive tilskuer, som bag hjemmets mure tror kan kan undgå at være en del af denne historiske tid, er hermed annulleret. Der er to sider i denne kamp. Den ene side kæmper for mere splittelse, mere masseindvandring, mere liberalisme, flere uroligheder, flere indskrænkede rettigheder, mere dekadence, mere klassekamp, kønskamp, kulturkamp og gadekamp.

Fredelig nationalsocialistisk arrangement i København 6. april.

Den anden side ønsker ingen kamp. Den anden side ønsker forsoning. Forsoning mellem brødre og søstre af det samme folk. Den anden side ønsker fællesskab og enighed. Den anden side fragmenterer ikke folket ved at opdele det i klasser og grupper, men varetager hele folkets interesser. Den anden side af det fordærvede korrumperede samfund vi ser glimrer med dets dysfunktion, i disse dage specielt, er det nationalsocialistiske samfund. Et samfund hvor folket kan løftes fra denne nuværende tilstand af påført fordærv til fantastisk storslåethed. Et samfund som kan blive et prægtigt forbillede for resten af Europa og verden. Et samfund hvor folket lever side om side med sine egne, hvor de racefremmede er blevet sendt tilbage til deres lande, og hvor det nordiske folks interesser varetages og nordiske dyder og nordisk kultur fremhæves.

Visionen er ikke en utopi. Men den kræver, at enhver kaster fra sig sin afhængighed af det tyranni, som er blevet præsenteret for ham som liberalt demokrati. Det kræver, at enhver tager en dyb vejrtrækning, ilter hjernen, og spørger sig selv; er vi alle lige? Eller har jeg været offer for psykologisk manipulation? Ville jeg faktisk redde min egen familie ud af et brændende hus, før jeg reddede nogen jeg ikke kendte? Det kræves af alle at indse, at dunkle kræfter igennem utroligt mange år, aktivt har vildledt dem, for at lede os hertil, hvor samfundet synes frit og rigt, men ved nærmere eftersyn er et hån mod hvad det kunne være.

Læs om Den Nordiske Modstandsbevægelses visioner i organisationens manifest Vores Vej.

Tag del i kampen her!

Støt os med en bankoverførsel til: